“Flemming Rose: Hymne til friheden. Jyllands-Postens Forlag 2015. 192 sider, kr. 250.
10-års-jubilæet for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger har ikke medført den strøm af bøger man kunne have forventet. Jeg havde forestillet mig at en stribe samtidshistorikere, religionsforskere, politologer, idehistorikere og mediefolk ville benytte mærkedagen til at fremlægge resultaterne af den forskning de har udført i hvordan denne mediebegivenhed førte til Danmarks største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig. Men berøringsangsten er åbenbart for stor. Eller måske er det simpelt hen den konkrete angst for repressalier i en situation hvor ordensmagten ikke længere er i stand til at sikre ytringsfriheden for mennesker som bryder visse religiøse tabuer.
Flemming Rose er en undtagelse; manden der som kulturredaktør på Jyllands-Posten relativt tilfældigt blev ansvarlig for offentliggørelsen af tegningerne. I 2010 fremlagde han hele historien og sine efterfølgende refleksioner i sin store bog Tavshedens tyranni, hvorefter han i vidt omfang har holdt sig uden for debatten og dermed demonstreret at han ikke er en monoman fanatiker, men en seriøs all-round journalist. Provokeret af terrorangrebene i Paris og København i starten af 2015 er han genindtrådt i debatten, og med denne bog med den højtidelige titel Hymne til friheden følger han op på debatten om ytringsfrihed gennem de seneste år. Det er en fin og gennemarbejdet lille bog, men ikke en bog af samme kaliber som den tidligere. Denne er en debatbog og et journalistisk produkt. Den rummer blandt andet interviews med tegnere og journalister fra det franske miljø (Charlie Hébdo og Le Monde etc.), den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa og flere andre. Seriøst og væsentligt stof, men noget af det også skrevet som artikler til en søndagsavis med ligegyldige new journalism-agtige indslag om interviewpersonens påklædning og menuen ved frokosten.
Ikke desto mindre rummer bogen adskilligt væsentligt stof. Udover gentagelsen af de basale ytringsfrihedssynspunkter som Rose igen og igen har fremført til forsvar for retten til at publicere tegningerne, har han det væsentlige ærinde at sætte kritisk spørgsmålstegn ved lovgivningsmæssig regulering af den historiske sandhed, et fænomen som er langt mere udbredt end jeg var klar over. Det er velkendt at flere lande har lovgivning mod holocaust-benægtelse, men vidste du at: ”I 2015 havde Tjekkiet, Litauen, Ungarn og Polen udtrykkeligt kriminaliseret benægtelse af kommunismens forbrydelser med en strafferamme på op til tre år fængsel, mens andre havde vedtaget love, der var så brede i deres formuleringer, at de omfattede både Holocaust og kommunisternes forbrydelser” (p. 144) eller at: ”Ifølge den russiske historiker Nikolaj Koposov var der vedtaget erindringspolitiske love i 23 europæiske lande.” (ibid.)? I flere lande er det forbudt at benægte det armenske folkemord, mens det i Tyrkiet omvendt er forbudt at kalde det et folkemord. Indskrænkninger i ytringsfriheden er med andre et meget almindeligt, måske voksende, fænomen. Dels for at beskytte historiske ”sandheder”, dels for at beskytte religiøse grupper.
Rose argumenterer igen – overbevisende – for at den eneste indskrænkning i ytringsfriheden (bortset fra personlige injurier) bør bestå i forbud mod at opfordre til vold. Igen og igen må man afvise den argumentation at ord og tegninger også er ”en slags vold”, idet det åbner for vilkårlige grader af tankekontrol bestemt af et uforudsigeligt krænkelsespotentiale. Det betyder ikke at hadefuld tale ikke er problematisk, men problemet må angribes moralsk og ikke juridisk, skriver Rose med rette.
Skønt Flemming Rose har betalt en høj pris i form af det trusselsniveau han er udsat for, optræder han med en forunderlig mangel på bitterhed. Han går i debat med en så usympatisk person som Geert Wilders og formulerer præcist hvor Wilders’ synspunkter er uacceptable, men argumenterer også for at man ikke kan udrydde hans synspunkter ved at kriminalisere dem. Han omtaler sin uenighed med afdøde Tøger Seidenfaden, som han godt kunne have grund til at være bitter på, helt afdæmpet og sagligt. Han er endda så meget af en hædersmand at han undgår at sætte navn på ”en gammel ven og kender af Mellemøsten” som har gjort sig skyldig i ”de lave forventningers racisme” ved at argumentere for at man må undgå at krænke profeten Muhammed fordi profeten er det eneste der giver mening i de fleste araberes i øvrigt triste tilværelse – hvormed Rose utvivlsomt sigter til en virkelig ukarakteristisk og pinligt nedladende klumme af Herbert Pundik i Politiken den 25.1. i år.
Bogen er anbefalet læsning for religionslærere som gerne vil holde sig à jour med debatten. Udvalgte afsnit kan sagtens læses af elever i forbindelse med opgaver eller forløb om muhammedtegningerne eller ytringsfrihedsspørgsmål generelt.
Allan Poulsen
Kolding Gymnasium”
