Berlingske Kronikken: Et svar til Katrine Winkel Holm om ytringsfrihed

“Debatten, om hvem en stat kan og bør nægte indrejse med henvisning til deres overbevisning eller ytringer, har en lang historie. Frederik 2. indførte således i 1569 de såkaldte fremmedartikler, der omfattede 25 punkter om »den rette og sande religion«, som udlændinge i Danmark skulle skrive under på for at få adgang til landet. Formålet var at forhindre, at det danske rige blev besmittet med forestillinger og ideer, der kunne underminere Den Rene Lære. Man risikerede i så fald at påkalde sig Guds straf og undergrave den religiøse sammenhængskraft, man mente bandt riget sammen. Fremmedartiklerne blev ophævet med Danske Lov i 1683, der til gengæld indførte indrejseforbud mod katolikker i skikkelse af »munke, jesuitter og papistiske gejstlige«. Der var dødsstraf for overtrædelse. Med grundlovens bekendelse til religions- og ytringsfriheden, blev forbuddet afskaffet. Hvis logikken i KWHs indlæg står til troende, så havde Fremmedartiklerne og Danske Lov ingen negativ indflydelse på det frie ords vilkår i Danmark, og hvis man skulle lykkes med at etablere et lignende ytringsregime i dag, ville det »indhegne« det frie ord. Det er ikke nogen overbevisende argumentation. Hvis man vil tage temperaturen på ytringsfrihedens vilkår i et land, så er statens vilje til at lade befolkningen blive konfronteret med udefrakommende tanker og ideer et udmærket termometer. Desuden handler afvisningen af folk, der er inviteret til Danmark for at tale, ikke kun om taleren. Det drejer sig også om danske borgeres ret til at lytte til dem, de ønsker.”
Læs mere